Rasmus Lauge kan være på vej til tysk håndbolds flagskib allerede fra næste sæson

Landsholdets og Bjerringbro-Silkeborg-Voels playmaker Rasmus Lauge kan være på vej til den tyske mesterklub THW Kiel. Det skriver DR Sporten.

- Rasmus Lauge Schmidt er helt sikkert en meget, meget interessant spiller for os, siger sportsdirektør Klaus Elwardt til DR Sporten.

Faktisk er tyskerne så interesserede i den 21-årige dansker, så de gerne ser ham spille 'på tyske plader' allerede fra næste sæson.

- På grund af den danske ligas niveau, og fordi vi gerne vil videreudvikle ham - hvilket også kan styrke jeres landshold - tror jeg, det ville være bedre for ham, hvis han allerede kommer til os i 2013, siger Klaus Elwardt.

Rasmus Lauges kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg-Voel løber frem til sommeren 2014. Hovedpersonen selv ser positivt på mulighederne for at skifte til storklubben.

- Man har nok altid haft en drøm om at komme til udlandet på et eller andet tidspunkt. Og det er jo også en af de største ligaer dernede i Tyskland, hvis det skulle være der, lyder det fra Rasmus Lauge.