Tvis løb tør for kræfter

Aalborg Håndbold fastholder taget i toppen med sejr over Team Tvis

I lørdagens topkamp i Gigantium i Aalborg fik Klavs Bruun Jørgensens tropper fra Team Tvis Holstebro en horribel start på topopgøret mod Aalborg, da holdet kom bagud 5-0 i løbet af kampens første minutter.

Med en kraftpræstation og en efterhånden velskydende Mads Christiansen lykkedes det dog Team Tvis at kæmpe sig tilbage i opgøret og få udlignet til 8-8, inden Aalborg kunne gå til pause foran 10-9.

Jævnbyrdigheden fortsatte i første halvdel af anden halvleg, men Aalborg har i svenskerne Johan Jakobsson og Tobias Aren et slagkraftigt bombe-batteri i bagkæden. Og det blev afgørende, da Team Tvis løb tør for kræfter i kampens sidste 10-15 minutter.

Her slog Aalborg et afgørende hul ved at gå fra 19-18 til 25-18, inden Tvis atter fandt vej til målet.

Aalborg vandt i sidste ende 27-22, og Tobias Aren blev noteret for 10 scoringer for hjemmeholdet.

I Ringsted tjente hjemmeholdet TMS to vigtige point til bundkampen med en sejr over Sønderjyske, der blev besejret 36-32, mens Mors/Thy holdt fast i slutspils-placeringen med en hjemmesejr på 31-28 over Ribe/Esbjerg.

Og så gav bundholdet Nordsjælland sig selv en julegave ved at besejre Erik Vejes ustabile Århus Håndbold med 28-26 hjemme i en meget tæt kamp med skiftende føringer. Nordsjællænderne viste samtidig, at man bestemt ikke ikke skal afskrive klubben i kampen mod direkte nedrykning.

Endelig vandt Skanderborg sikkert hjemme 31-27 over Viborg HK, der efter meldingen om, at holdet i fremtiden bliver nedprioriteret til fordel for klubbens kvinder ser ud til at gå en hård fremtid i møde. 

Læs også: