Patrick Westerholms TTH Holstebro-hold ligger lunt i svinget i ligaen og kan kigge frem mod slutspillet.

Herning. TTH Holstebro ligger på andenpladsen i ligaen i herrehåndbold. Derfor tænker cheftræner Patrick Westerholm allerede frem mod slutspillet.

Efter onsdagens sejr på 33-24 ude over HC Midtjylland sætter han ord på kampen og udsynet.

- Vi arbejder stadig med at udvikle os, og vi har en placering, som er vigtig for os. Men hvis man kigger på det, er de sidste kampe i grundspillet "træningskampe", og når vi så kommer ind i slutspillet, skal det hele klappe for os.

- Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi finder udvikling i hver eneste kamp og minimerer vores fejl, siger Patrick Westerholm.

Han kunne se holdets kontramaskine kværne løs i første halvleg i sejren over HC Midtjylland, og det er et godt tegn.

- Vi fandt en rigtig god balance i vores forsvar, fik god højde på deres skytter og stod kompakt omkring boldholderen.

- Anden halvleg blev lidt mere bytte-mål-agtigt. Jeg er meget tilfreds, siger TTH-træneren.

I den seneste sæson vandt TTH Holstebro DM-sølv.

/ritzau/