Det bliver den danske dommerduo med Mads Hansen og Martin Gjeding, der skal fløjte EM-finalen ved herrernes slutrunde i Polen.

Det skriver TV2 SPORT.

Danmarks håndboldherrer floppede fælt mod først Sverige og siden Tyskland i mellemrunden, men de to dårlige præstationer, som ødelagde Danmarks medaljedrømme, baner nu vejen for den danske dommerduo.

Mads Hansen og Martin Gjeding dømmer finalen, som kommer til at stå mellem enten Tyskland, Kroatien, Norge eller Spanien.

»Vi fik beskeden, da alle dommere var samlet sidst på eftermiddagen,« siger Mads Hansen til TV 2 SPORT og fortsætter:

»Vi har dømt Champions League-finalen for mænd og EM- og VM-finalen for mænd, men for mig er dette den største kamp i vores karriere. Herre-EM er noget helt specielt. Trykket er bare anderledes, fordi der ikke er stor forskel på holdene. Mange vil mene, at VM- og OL-finalen er større, men for mig er en EM-finale det største.«

Havde Danmark gået videre til semifinalen, så ville de to dommere ikke have fået muligheden for at dømme finalen, men da Gudmundur Gudmundssons mandskab spiller placeringskamp mod Frankrig fredag aften, er der ingen hindringer for dommerduoen.

Mads Hansen og Martin Gjeding har indtil videre dømt Frankrigs 30-23-sejr over Makedonien, Norges sejr på 29-27 over Hviderusland og Kroatiens 37-23-afklapsning af værterne fra Polen.

Finalen bliver spillet søndag i Krakow.