Trods den store EM-nedtur skal Gudmundur Gudmundsson ikke frygte for sit job som dansk landstræner.

Godt nok er skuffelsen også massiv i Dansk Håndbold Forbund, men sportschef Ulrik Wilbek garanterer, at det ikke får konsekvenser for landstræneren.

Det er ikke sket siden 2000 og 2001, at der er gået to år i træk, uden herrelandsholdet har været i en semifinale. Med andre ord udgør de seneste to slutrunder den dårligste periode i 15 år. Hvad tænker du om det?

»Der er ikke nogen af os, der ikke siger, det er en skuffelse. Det lever ikke op til målsætningen. Sådan er det.«

Landstræneren taler om, at presset fra medierne er for stort. Er det større, end da du var landstræner?

»Det ved jeg ikke. Der så jeg det indefra, nu ser jeg det udefra. Det kan jeg sgu ikke rigtig vurdere.«

Hvad siger du til, at herrelandsholdet nu to gange i træk under Gudmundur Gudmundsson ikke har formået at indfri DHFs målsætning?

»Det er to forskellige måder. Første gang var lidt, ligesom da Klavs Bruun træder til på damesiden. Det er en ny mand, man skal ændrer kulturen, ændre spillesystemer - og bliver så slået ud i sidste sekund i en kvartfinale mod Spanien. Det oplevede jeg som meget ærgerligt, hvor den her gang til EM er det mere overraskende og derfor også mere skuffende.«

Hvor tilfredse/utilfredse er I med Gudmundsson her godt halvvejs i kontraktperioden og efter de resultater, han har leveret?

»Vi er godt tilfreds med hans arbejde. Vi er skuffet over resultatet her, men bliver ikke nummer ni, 11 eller 13. Vi oplever stadig, vi har et hold, som kan gøre det rigtig godt til OL, og det er det, vi går frem mod nu: At få revanche til et OL. Vi er også sikre på, at spillerne mener, det er den rigtige mand. De har stor tiltro til ham og de ting, de arbejder med. Det betyder ikke, at vi ikke evaluerer bagefter, Gudmundur og jeg, vi snakker selvfølgelig om de ting, der kan forbedres, for der vil jo altid være ting, der kan forbedres, når man taber.«

Så du freder Gudmundur Gudmundsson i jobbet?

»Ja, bestemt. Vi er sikker på han er den rette mand i stolen, og han fortsætter.«