Kasper Søndergaard regner med at fortsætte sin karriere på den nye landstræner Gudmundur Gudmundssons håndboldlandshold.

Han vil godt nok lige tygge på det først. Han har trods alt fået en lille søn, og med 32 år på bagen har han nået en alder, hvor man plejer at tænke over sin landsholdskarriere i de fleste sportsgrene.

Der kunne måske endda være en timing, nu når landsholdet skal have ny landstræner til sommer.
Men fornemmelsen var midt i al skuffelsen efter finalenederlaget til Frankrig, at han vil fortsætte:

- Jeg tror, jeg kører videre. Jeg tænker da over det. Men det er mit umiddelbare bud. Ja, jeg tror det, sagde han, efter at have ledt efter ordene også i sin beskrivelse af, hvorfor det skulle gå så galt på hjemmebane i EM-finalen.

TV: Var det derfor, vi tabte?: Se de dårlige målmands-præstationer

Er du på mobilen, så se klippet her

- Jamen, jeg synes også, det er pinligt, at vi ikke er i nærheden af dem. Der stod 17-7 så hurtigt. Vi tabte til et fænomenalt godt håndboldhold, og jeg kan helt ærligt ikke huske, hvornår jeg har set så godt et hold. Jeg ville også være rundtosset, hvis jeg skulle dække dét op. De lagde et tryk af den anden verden. Men derfor synes jeg stadig ikke helt, vi kan være det bekendt, sagde han og blev spurgt til, om han kunne bruge sølvmedaljen til noget.

- Lige nu er det ikke så fedt. Vi har hjemmebane, og der sidder 14.000 tilskuere, og så bliver vi udspillet. Måske jeg kan glæde mig over oplevelsen om noget tid, sagde han.

TV: Frankrig spiller drømmebold og udraderer Danmark

Er du på mobilen, så se klippet her

Kasper Søndergaard afviste, at der skulle være tale om et finalekompleks efter to finaler i træk med svære ydmygelser på resultattavlen.

- Når man har prøvet at vinde flere finaler, og det har jeg altså, ja, så preller det lidt af. Men jeg kan godt forstå, vi får spørgsmålet. Jeg håber ikke, det kompleks eksisterer, lad mig sige det sådan. Det er da på grund af de finaler, at vi træner altid og aldrig holder ferie. Det er jo det sjove, så hvorfor skulle man have et kompleks, spurgte han.