Mikkel Hansen har imponeret under EM. Ni gange på 10 forsøg scorede han, da Danmarks håndboldherrer tirsdag aften besejrede Østrig.

- Alle europæiske klubber vil gerne have fat i Mikkel, siger landsholdets tidligere assistentræner, Peter Bredsdorff-Larsen, der efter sommerferien vender tilbage til trænergerningen i Bjerringbro/Silkeborg.

Han mener dog, at Mikkel Hansen ophold i franske Paris Saint-Germain gerne må blive endnu længere end det halvandet år, det indtil videre har varet.

- Det var en optimal løsning for ham, at han efter AG Københavns konkurs endte i fransk håndbold. Her er de sportslige udfordringer okay. Men samtidig bliver han ikke mere slidt end, at han er frisk, når der spilles landsholds-slutrunder, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

  


Det kunne være en nærliggende tanke, at Mikkel Hansen på et tidspunkt vil prøve sit talent af i den tyske Bundesliga, der regnes for verdens stærkeste turnering.

- Her vil Mikkel uge efter uge blive maksimalt udfordret. Men det vil også slide hårdt på hans krop. Så hvis han en dag vælger at spille dernede, kan det meget vel komme til at gå ud over hans præstationer på landsholdet, forudser Peter Bredsdorff-Larsen.

  


Eks-landstræner Anders Dahl-Nielsen, der både har været træner og sportsdirektør i Bundesliga-klubben Flensburg-Handewitt, fortæller, at man tidligere har spurgt Mikkel Hansen, om han kunne være interesseret i en kontrakt.

- Jeg har på fornemmelsen, at de sportslige udfordringer for Mikkels vedkommende betyder ligeså meget som de personlige. Da vi i Flensburg var på banen, foretrak han FC Barcelona og den spanske kultur, siger Anders Dahl-Nielsen, der godt kan forstå, at det danske landsholds største profil nu spiller i Paris Saint-Germain.

- Fransk håndbold er inde i en rivende udvikling. I Paris spiller han på et hold med mange fremragende spillere. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er ham, der kamp efter kamp skal trække læsset. Derfor har han mulighed for at udvikle sit spil dernede, siger Anders Dahl-Nielsen.