VM-drengene er ikke begejstrede for det rejsekaos, der bliver forberedelsen til ottendedelsfinalen mod Tunesien. Dagens træning er aflyst.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De danske håndboldherrer får langt fra den optimale opladning til søndagens ottendedelsfinale mod Tunesien ved VM i Spanien. Stormvejr i Andalusien har ødelagt holdets planlagte rejse fra Sevilla til Zaragoza.

Kasper Søndergaard var ikke begejstret for den otte timer lange rejse, han og holdkammeraterne skal igennem i stedet for den planlagte tur på tre en halv time i lyntog direkte til Zaragoza.

- Det var da ikke lige det her, vi håbede på. Det er ret øv. Nu har vi ligget her på noget hårdt betongulv i to en halv time dagen efter en kamp, siger højrebacken om at ligge på stationen i Sevilla og vente på en afklaring.

Landstræner Ulrik Wilbek kalder det 'en streg i regningen', at holdet nu får en langt mere ubehagelig rejse. Først var det planlagt, at holdet skulle hentes i bus klokken 10.30 og køres til Cordoba for at fange et tog til Madrid dér. Først omkring middag var spillerne på vej i bus til Cordoba for at fange et tog videre.- Så sker der lidt. Vi er hoppet på bussen. 100 km med bus. Og så skulle det være muligt med tog derfra. Lad os krydse fingre for det, skrev René Toft Hansen på Twitter kort efter afgang fra Sevilla.

Nikolaj Markussen jubler heller ikke ligefrem.

- Det er uheldigt. Jeg havde set frem til en kort rejse i et tog, hvor man kunne strække benene. Det er klart at foretrække i stedet for at ligge her på et hårdt betongulv eller være krøllet sammen i en bus, siger landsholdets højeste medlem.

Kommer det til at betyde noget i forhold til kampen i morgen?

- Det må det ikke. Vi må se, om vi ikke kan sove lidt længe i morgen og få hvilet lidt.Landsholdet må aflyse lørdagens lette træning og må i stedet nøjes med at gennemføre en resitutionstræning søndag, inden landsholdet møder Tunesien kl. 20.15 i Zaragoza.