To Viborg-spillere kan gå glip af EM

Viborg HK’s damer har været hårdt plaget af skader i denne sæson - og skadesregnen vil tilsyneladende ingen ende tage.

Således kan vhk.dk oplyse, at både Marit Frafjord og Louise Lyksborg er i fare for at misse EM.

Norske Marit Frafjord er netop vendt tilbage til håndboldbanen efter at have siddet ude med en skulderskade. I søndagens Champions League-kamp var uheldet så ude igen.

- Der skete et eller andet i den kamp. Jeg blev fintet i forsvaret, og hang lidt fast i spilleren. Det gjorde ondt. Lige nu er jeg usikker på EM, konstaterer hun til vg.no.

I de kommende dage skal nærmere undersøgelser så vise, hvor galt det er fat med Marit Frafjords skulder.

Louise Lyksborg skulle i weekenden forsøge at udnytte Møbelringen Cup til at spille sig i landstræner Jan Pytlicks EM-trup, men det ser desværre ikke ud til, at hun får chancen.

Louise Lyksborg har nemlig været uheldig i træningslejren i Svendborg. Hendes ene hånd kom til at hænge fast i en landsholdskollegas trøje, hvilket gav et riv mellem to fingre og en kraftig blødning. På sygehuset blev hun syet med fem sting.

Dermed kan hun også få svært ved at spille sig ind i EM-truppen.

Jan Pytlick har ikke udtaget nogen erstatnings-spiller til Møbelringen Cup.

Læs også: