Den danske stjerne havde ros til både medspillere og dommere efter sejren over Tunesien

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Tre mål på syv forsøg. Det lyder måske ikke som en statistik, der kan gøre Mikkel Hansen tilfreds. Men efter en sikker sejr over Tunesien i VMs 1/8-finale i aftes, var der så mange andre gode ting at hæfte sig ved, at skyttens scoringsprocent blev trængt helt i baggrunden.

- Først og fremmest vil jeg rose dommerne. Når man spiller mod et hold som dem her, som formår at lave den ene svinestreg efter den anden, så er det fint at have nogle dommere, som slår ned på det. Havde vi haft nogle dommere, som ikke havde slået ned på det, havde det været svært at spille mod sådan et hold, sagde Mikkel Hansen og pegede på nogle af de metoder, som afrikanerne gør brug af.

- Det er meget sådan nogle små ting, som lige at vippe fløjene og sådan noget. Eller lige give en albue hist og pist, lave fejlscreeninger og sådan. Det er svært at spille mod dem, hvis de får lov, sagde Mikkel Hansen.

Tuneserne slog fra sig fra kampens start i håb om at kunne kyse danskerne, og allerede i kampens tredje minut faldt den første udvisning til Tunesiens streg Issam Tej for at slå Kasper Søndergaard i ansigtet. Uden at danskerne dog lod sig provokere, selv om holdet samtidig kom bagud 0-3.

- Jeg synes også, det skal roses, at vi tager det stille og roligt, selv om vi får en dårlig start. Det er første gang, vi spiller knald eller fald-kamp ved dette VM, og der kan man da godt gå i panik, kan man ikke? Men vi tager det stille og roligt og arbejder os ind i kampen, sagde Mikkel Hansen.

Midtvejs i første halvleg havde Danmark indhentet det tabte og kom foran 8-7.

- Derfra kigger vi os egentlig ikke tilbage. Vi er overlegne i alle spillets facetter. Vi dækkede fint og fik løbet fint og spillede også fint i angrebet. Det sidste kvarter bar præg af, at vi skiftede meget ud. Men der skulle eksperimenteres lidt, sagde den danske skytte og sammenfattede Danmarks præstation.

- Forsvaret stod godt. Niklas stod godt på mål. Vi fik bolden fint op ad banen og kom til gode chancer. Også angrebet var fornuftigt nok, så man kan vel ikke brokke sig. Vi fik sparet en masse ressourcer, ja, vi må vel være forholdsvis tilfredse, konkluderede Mikkel Hansen.

Nu gælder det en kvartfinale på onsdag mod enten Polen eller Ungarn, der spiller deres 1/8-finale i aften. Hvem Mikkel Hansen helst vil møde, vil han imidlertid ikke sige noget om.

- Nu må vi se hvem vi skal møde. Så tager vi den derfra.