Holland og træner Helle Thomsen indledte mellemrunden ved EM i håndbold med en sejr over Sverige.

Göteborg. Hollands kvindelandshold i håndbold står med realistiske muligheder for at nå semifinalerne ved EM i Sverige.

Lørdag aften åbnede Holland, der har Helle Thomsen som landstræner, mellemrunden med en vital sejr over Sverige på 33-30.

Den bringer Holland op på fire point for tre kampe ligesom topholdet i mellemrundens gruppe 1, Tyskland, der tidligere lørdag slog Serbien 26-19.

I den sidste kamp lørdag vandt Frankrig dramatisk 23-22 over Spanien og kom derved også på fire point.

Første halvleg blev en jævnbyrdig affære, hvor Holland mange gange skabte et forspring på to mål, men aldrig magtede at hægte Sverige af.

Det var blandt andet Nykøbing Falster-spilleren Johanna Westbergs fortjeneste, da venstrebacken scorede fire rene mål inden pausen.

Den tidligere Viborg-spiller Isabelle Gulldén scorede fem gange før pausen, tre gange på straffekast.

Hos hollænderne scorede den tidligere FC Midtjylland-profil Nycke Groot fire gange i de første 30 minutter og medvirkede derved til den hollandske pauseføring på 14-13.

Holland kom bedst ud efter pausen og kom for første gang foran med tre mål ved 20-17. Men Sverige reducerede til 21-22, hvorefter kampens dramatiske højdepunkt fandt sted.

Den hollandske bagspiller med fortid i KIF Vejen og Viborg Maura Visser brød igennem og hamrede sin afslutning lige i ansigtet på Sveriges målvogter Johanna Bundsen. Rødt kort og farvel og tak til Visser, vurderede dommerne.

Det hjalp dog ikke svenskerne det sidste stykke vej tilbage. Team Esbjerg-spilleren Estavana Polman løftede sit niveau efter pausen, og med i alt seks mål i kampen gjorde hun sit til, at Holland bibeholdt føringen.

Med knap fire minutter tilbage kom Holland for første gang i kampen foran med fire mål, og derfra formåede Sverige ikke at gøre kampen spændende.

Derimod var der spænding til sidste sekund, da Frankrig slog Spanien 23-22.

Spanien gik til pause med en føring på 14-10, men Frankrig fik fuld kontakt ved 18-18 godt midtvejs i anden halvleg.

I slutfasen havde Spanien igen gode kort på hånden med en føring på 22-21 indtil 20 sekunder før tid.

Men først udlignede Frankrig, og da Spanien efterfølgende angreb for at score sejrsmålet, begik spanierne en fejl, så franske Allison Pineau kunne kaste bolde i et tomt spansk mål til sejr i sidste sekund

Spanien er eneste hold i gruppen uden point, mens Sverige og Serbien har hver tre point for tre kampe i hælene på de tre tophold.

/ritzau/