Team Tvis Holstebro levnede ikke Aalborg mange chancer i lørdagens sene semifinale ved Final4-stævnet i den danske pokalturnering. 28-21 lød de overbevisende cifre på.

Træner Klavs Bruun Jørgensen havde indstillet Tvis-mandskabet perfekt taktisk. Forsvaret var aggressive, og det stressede Jesper Jensens Aalborg-hold, der kun formåede at score syv gange i første halvleg mod Tvis' noget mere prangende 14 mål.

Især playmaker Jonas Larholm var godt skydende og blev kampens topscorer med ni mål, og det må uden tvivl vække stor glæde hos Team Tvis Holstebro med tanke på, at topscorer Michael Damgaard stadig sidder udenfor med en skade.

Tvis kan se frem til at møde Skjern i søndagens pokalfinale, der altså bliver et vestjysk lokalopgør, og det ser vinderholdets Rasmus Lind frem til.

»Det bliver fedt. Lad os se hvor mange tilskuere, der kommer,« sagde Rasmus Lind til TV2 Sporten med henvisning til, at hjemmeholdet i Gigantium, Aalborg, ikke længere er med i turneringen.

Reelt blev der heller aldrig tvivl om udfaldet af kampen i anden halvleg. Team Tvis Holstebro gjorde for det meste, hvad der passede dem, og føringen blev aldrig mindre end fem mål i de sidste 30 spilleminutter.

Håvard Tvedten blev topscorer for hjemmeholdet med syv mål, men det ændrer ikke på, at Aalborg må tilføje endnu en afklapsning til resultatlisten. For nylig tabte nordjyderne med 11-31 til mægtige FC Barcelona i Champions League.

Skjern vandt sin semifinale med 26-23 over KIF Kolding København.