Nathalie Hagman bidrog med 11 scoringer, da håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro ude slog Randers.

Randers: Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro tog en flot udesejr på 30-22, da holdet onsdag aften var på besøg i Randers i kvindernes bedste håndboldrække.

Den svenske Team Tvis-spiller Nathalie Hagman var med hele 11 scoringer stærkt medvirkende til sejren, der betyder, at holdet rykker forbi Randers i tabellen.

Team Tvis placerer sig efter kampen på femtepladsen i Primo Tours Ligaen.

På trods af det overbevisende slutresultat var kampen tæt i første halvleg. Føringen skiftede flere gange undervejs, men Team Tvis Holstebro kunne gå til pause med en føring på 17-15-efter scoring i sidste sekund af topscorer Nathalie Hagman.

I starten af anden halvleg satte udeholdet sig fra starten på opgøret. Med fire scoringer i træk bragte Team Tvis Holstebro sig på 21-15, inden hjemmeholdet kom på tavlen for første gang i anden halvleg og reducerede til 16-21.

Team Tvis Holstebro så sig dog ikke tilbage og kunne dermed rejse hjem fra Randers med en sikker 30-22-sejr i bagagen.

I Viborg vandt hjemmeholdet en kneben 28-27-sejr over København Håndbold. Viborg havde ellers været bagud med hele 11-17 undervejs, men formåede altså at vende kampen til sidst. Viborg indtager dermed tredjepladsen i kvindernes håndboldliga.

Også Nykøbing Falster Håndbold sejrede onsdag aften, da det blev til en sejr på 31-29 ude over HC Odense. Efter sejren ligger Nykøbing Falster på fjerdepladsen i ligaen.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook