KIF Kolding mistede tirsdag aften et vigtigt skridt i den tætte kamp om førstepladsen i Håndboldligaen. 

Hjemme i Brøndby Hallen mod det talentfulde Team Tvis Holstebro tabte den vikarirerende træner Bilal Sumans mandskab til Klavs Bruun Jørgensens underdogs med hele 23-31.

Den overraskende sejr til Team Tvis kom i land gennem en meget flot forsvarspræstation og ikke mindst mange gode redninger af udeholdets keeper Jonas Hansen, der havde en redningsprocent på 41.

Allerede i første halvleg var tegningen der til det uventede og første nederlag på hjemmebanen til KIF Kolding. Her førte Team Tvis med 18-10. 

- Vi sad i pausen og snakkede om, hvad vi kunne gøre bedre, men vi kiggede på hinanden og kunne ikke komme på særligt meget. Vi førte med otte mål og overmatchede dem alle mand mod mand, sagde Allan Damgaard fra Team Tvis til TV3 Sport 1.

- Det her er frugten af alle de hårde træninger, vi har. Vi savede dem midt over, fortsatte Allan Damgaard i en rus af selvtillid efter den store skalp.

KIF Kolding så ret slidt ud med mange kampe og flere skader, men det var dog ikke nogen undskyldning for Torsten Laen.
 
- Det er ikke acceptabelt, at vi taber med otte mål her i Brøndby hallen. Det må ikke ske, sagde han og uddybede, hvordan det efter hans mening blev til et nederlag mod de undertippede modstandere. 

- Vi starter godt og har ok styr på det. Dommerne lader os også spille hårdt, men så mister vi fokus og kommer bagud med fem, seks stykker, og så kan vi ikke komme tilbage. Vi kæmper med, hvad vi har, men det var ikke nok, lød det fra Torsten Laen.

Med nederlaget til Håndboldligaens førerhold har Skjern Håndbold onsdag mulighed for at overtage den Champions League-givende førsteplads. Det kræver dog en sejr på udebane over Århus-håndbold.

For Team Tvis har sejren givet en enorm tro på tingene,  i hvert fald hos Allan Damgaard.

- Vi vil gerne gå hele vejen. Vi går efter guldet.