Venstrefløjen Sanna Solberg forlader Larvik og skifter til Team Esbjerg på en toårig kontrakt.

København. Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg siger farvel til en række profiler efter denne sæson, men fredag kunne den vestjyske klub så præsentere en ny spiller.

Den norske landsholdsfløj Sanna Solberg skifter fra Larvik og tiltræder i Esbjerg på en toårig kontrakt gældende fra den kommende sæson. Solberg kommer til at supplere Maria Mose Vestergaard på venstrefløjen.

Træner Lars Frederiksen glæder sig over tilgangen.

- Sanna Solberg er først og fremmest en fantastisk tovejsspiller, der kan dække både fløj og back i forsvaret og er stærk i kontraspillet.

- Som fløjspiller er hun stabil, men skal fortsat udvikle sig på afslutningsdelen, hvor vi håber at kunne løfte hende.

- Vi trækker i denne sæson store veksler på Maria Mose, og i den nye sæson får vi to klassespillere på venstre fløj, siger Lars Frederiksen.

26-årige Solberg har spillet 95 landskampe siden debuten i 2010. Hun var med til at vinde VM i 2015 og EM i 2014 og 2016. Hun var også en del af Norges bronzehold ved sidste års OL i Rio.

Team Esbjerg har i den seneste tid annonceret flere afgange. Målvogter Emily Stang Sando skifter til Odense efter sæsonen, hvor også den hollandske landsholdsspiller Laura van der Heijden og den svenske ditto Jenny Alm vil være fortid.

/ritzau/