En sand ulykkesfugl. Meget anderledes kan Sandra Toft ikke beskrives.
»Næh, det er vel egentlig ganske rammende,« siger den 25-årige målvogter selv med et lille, stilfærdigt smil.
Under EM, der for de danske håndboldkvinders vedkommende begyndte i søndag aften i ungarske Debrecen mod Ukraine, er det ikke mindst hende, man skal sætte sin lid til, hvis medalje-drømmen skal realiseres.
Men kigger man på hendes lægejournal, kan det vel nærmest betragtes som et mirakel, at hun overhovedet stadig spiller håndbold.
»Jeg må erkende, at jeg både er klodset og uheldig,« siger hun.
23. april 2009 er en dag, hun aldrig glemmer.
En mørk aften mistede hun på vej hjem til Holstebro efter sin søsters fødselsdag i nordsjællandske Helsinge herredømmet over sin bil og trillede fire gange rundt på en mark.
»Uheldet var voldsomt. Jeg brækkede begge arme, og var kun få millimeter fra at blive lam. Jeg tænker indimellem stadig på hændelsen. Den er blevet en del af mig og kommer nok aldrig helt på afstand. Men efterhånden som tiden går, bliver jeg mindre og mindre bange for at køre, når det er mørkt,« siger Sandra Toft og tilføjer:
»Oplevelsen har gjort mig troende. Det er ikke sådan, at jeg hver søndag går i kirke. Men jeg er overbevist om, at der er én eller anden deroppe, der holder hånden over mig.«
Om det er tilfældet, skal være usagt.
Men sandt er det, at Sandra Toft fortsat er uheldsramt i nærmest uhyggelig grad:
Et par år efter solouheldet på landevejen fik hun slået et par tænder ud. I 2012 under en landsholdssamling fik hun hånden i klemme i en bildør, og få dage senere fik hun et cykelstyr i øjet.
Siden har hun været knæskadet fem gange, og så sent som for en måned siden blev hun af uforklarlige årsager blind i nogle minutter.
»Sammen med holdkammeraterne fra Larvik var jeg på vej hjem i fly fra Polen. Pludselig svulmede kroppen op. Det sved og brændte over det hele. Selvfølgelig blev jeg nervøs. Men det var først, da jeg mistede synet, at jeg blev rigtig bange. Heldigvis vendte det tilbage nogle minutter senere. Lige akkurat hvad der skete, er der ingen, der kan forklare mig. Men jeg må åbenbart affinde mig med, at jeg er mere uheldig end de fleste,« siger Sandra Toft.
At hun netop nu betragtes som en af verdens bedste målvogtere, giver hun den tidligere danske landsholdskeeper Lene Rantala en stor del af æren for.
»Efter mit klubskifte i sommer fra Tvis til Larvik har jeg fået hende som træner. Jeg kan godt mærke, at hun først indstillede karrieren i fjor. De råd, hun giver mig om modstandernes skytter, er guld værd,« roser Sandra Toft, der nyder hverdagen i den norske storklub.
»Her er megafedt. Det bliver sjovt at møde mine norske holdkammerater ved EM (på torsdag, red.). Men det er ikke noget, vi har drillet hinanden med i optakten,« siger Sandra Toft, der på grund af en af sine knæskader ikke var med ved VM i fjor.
»Det var ærgerligt. Men nu er jeg igen fit for fight. Jeg håber, vi får et super-EM. Resultaterne i træningskampene har været fine. Derfor er der grund til at tro, at vores målsætning om en medalje går i opfyldelse.«
