Med en storsejr over Hviderusland spadserede Sverige i VM-kvartfinalen i håndbold, hvor Frankrig venter.

Paris. Sverige flåede hurtigt al spænding ud af søndagens VM-ottendedelsfinale i håndbold mod Hviderusland.

Efter en ensidig affære vandt svenskerne 41-22, og modstanden må formodes at blive på et noget andet niveau, når Sverige i kvartfinalen løber ind i de franske hjemmebanefavoritter.

Sverige kunne stort set gøre, som det passede dem, selv om Hviderusland en kort overgang i kampens indledning var med.

Hviderusserne var faktisk nogenlunde med i kampens indledning frem til 4-4, da der var spillet seks minutter.

Herefter trak Sverige fra og så sig aldrig tilbage.

Sverige bragte sig foran med hele 11-6 efter 12 minutter, og det blev også 15-7 efter 17 minutter, hvor blandt andre Lukas Nilsson var i hopla med fire scoringer.

Hviderusland kunne intet stille op, og da Jim Gottfridsson også havde en første halvleg, hvor han udnyttede alle sine chancer, så kunne han med sit femte mål i halvlegen bringe svenskerne foran 22-11 fem minutter før pausen.

Niclas Ekberg lukkede halvlegen med en kølig scoring på et straffekast, og svenskerne kunne tage en slapper i omklædningsrummet foran 24-11.

Sverige fortsatte takterne og bragte sig hurtigt foran 29-12 i anden halvlegs indledning.

Det blev en yderst ensidig forestilling, som svenskerne vandt med 19 mål.

/ritzau/