René Toft Hansen har været mere i fokus end sædvanligt til denne slutrunde. Det har han været på grund af sin meget omtalte albueskinne og på grund af det internationale håndboldforbunds håndtering af denne.

Lørdag var mandagens modstander, Sverige, ude med riven efter den danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, og hans håndtering af albueskinne-sagen, og nu er svenskerne igen ude med riven efter den danske stregspiller. For ikke nok med, at han bruger en meget omtalt albueskinne, han filmer også, og det hører ingen steder hjemme. Det mener den svenske målmand, Mikael Appelgren, ifølge Aftonbladet.

»Man har jo mødt og set ham, han provokerer og har gjort det længe. Man bliver virkelig træt, når han faktisk drager fordel af det,« siger den svenske målmand.

Udtalelsen kommer, da Mikael Appelgren bliver forholdt nogle optagelser fra VM-opvarmningskampen mellem Danmark og Ungarn, hvor René Toft Hansen spillede unødigt på et sammenstød med ungareren Bence Banhidi. Overdramatiseringen betød, at Banhidi blev sendt tidligt i bad og fik et rødt kort.

Den overdramatisering fik en del omtale, og fik blandt andre den ungarkse landstæner til at eksplodere i raseri over René Toft Hanens opførsel. Læs mere om den sag her.

Siden kom den meget omtalte albueskinne på banen, og den har siden taget det meste fokus fra den danske stregspiller. Albueskinnen blev i første omgang kendt ulovlig af det internationale håndboldforbund, IHF, fordi den indeholder metal. Siden ændrede IHF holdning og lod det være op til Danmarks modstanderes læger at afgøre, om Danmark og René Toft Hansen skulle have dispensation til at bruge albueskinnen. Det har man nu fået fra samtlige gruppemodstandere, mens der fortsat skal gives dispensation fra de kommende modstandere i knockout-kampene, hvis Danmark, som forventet, går videre fra gruppen.

Nu er albueskinnen altså gledet lidt i baggrunden, og episoden fra kampen mod Ungarn har istedet fået fokus hinsidans.

Ifølge Mikael Appelgren, som til daglig spiller i Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga, er det helt normalt for René Toft Hansen at lave skuespil på håndboldbanen, og det er noget, man har talt om i den svenske lejr.

»Man kan jo godt snakke om den slags. Når vi har mødt ham og Kiel med Rhein-Neckar Löwen, så har vi talt at man ikke skal være for meget på ham og ikke gøre noget unødigt, for han overdriver gerne, hvis han bliver ramt, og det giver som regel et straffe og en to minutters udvisning. Så man har på sin vis forberedt sig på det,« siger Mikael Appelgren.

Ifølge ham er René Toft Hansen blandt de værste skuespillere i international håndbold, selvom skuespillet foregår alle vegne.

»Det er godt, at det bliver taget op, så vi viser, at det ikke er okay. Det hører ikke hjemme i håndbolden, absolut ikke,« siger Mikael Appelgren.

Danmark og René Toft Hansen (inklusiv albueskinne) møder mandag aften Sverige, i hvad der ligner en gruppefinale. Så skal det blive spændende, om svenskerne tør at gå til den - i svenske øjne - teatralske stregspiller.