De regerende danske mestre fra KIF Kolding København ramte topniveauet i den første DM-finale mod Skjern, hvor specielt Kasper Hvidt og Kim Andersson spillede fremragende. Skjern står dermed over for en svær opgave inden søndagens returopgør efter en flot Kolding-sejr på 30-24.

En af de ubekendte faktorer forud for finalen var den svenske storskytte Kim Andersson, der længe har kæmpet med en skadet skulder, men torsdag aften var der absolut intet galt med armen.

Andersson spillede forrygende og bidrog med flere scoringer kraftigt til Kolding København-sejren på udebane over Skjern. Mon ikke man ærger sig gevaldigt over, at han vender hjem til Sverige efter sæsonen.

Kolding København førte med ti mål i løbet af kampen, og der var ganske enkelt klasseforskel på de to mandskaber i lange perioder. Skjern-spillerne havde svært ved at passere en yderst velspillende Kasper Hvidt og kollapsede i løbet af anden halvleg, men vestjyderne fik dog pyntet på resultatet i kampens slutfase.

Kolding kunne dog stadig væk notere sig et fremragende udgangspunkt med sejren på 30-24.

Returopgøret spilles søndag i Brøndby Hallen.