Tirsdag aften skal det danske kvindelandshold dyste mod de serbiske slutrundeværter. Målvogter Sandra Toft, der leverede storspil mod Tjekkiet, forventer »gang i gaden«.

Der er lagt op til en sand gyser, når det danske kvindelandshold ved håndbold-EM tirsdag aften i Beograd møder de serbiske slutrundeværter. Vinderen af kampen er snublende tæt på kvalifikation til weekendens kampe om medaljerne, mens taberen formentlig må nøjes med at spille om de sekundære placeringer.

- Der bliver helt sikkert gang i gaden, sagde den danske succes-målvogter, Sandra Toft, der i mandagens vundne kamp på 33-30 over Tjekkiet blev noteret for en fornem redningsprocent på 40. - Skal vi besejre serberne, skal jeg spille mindst lige så godt. Men det er jeg også overbevist om, at jeg kan gøre. Beograd Arena vil blive omdannet til en heksekedel med høj stemning på tilskuerpladserne. Det bliver interessant. Det er er jo sådanne kampe, man glæder sig til at spille. Så det bliver ikke svært at sætte sig op, siger Sandra Toft, der først mødte pressen en time efter kampen mod Tjekkiet var slut.

- Jeg skulle lige dopingtestes. Men selvom jeg drak fire flasker vand, kunne jeg slet ikke tisse under de omstændigheder, man bød mig. Det var pokkers irriterende, at dopingkontrollanten adskillige gange spurgte, om ikke jeg snart havde leveret ’varen’, siger Sandra Toft.

Hendes holdkammerat hjemme i den danske håndboldligaklub Team Tvis Holstebro, Ann Grete Nørgaard, blev mod Tjekkiet dansk topscorer med 10 fuldtræffere.

- Det var min hidtil bedste kamp under EM. Jeg er glad for, at den faldt mod Tjekkiet. Vi havde brug for, at ikke alle spillede under vanligt niveau, sagde landsholdets ældste og tilføjede: - Nu gælder det Serbien. Dem besejrede vi ved EM for to år siden. Vi gentager sejren, hvis vi smider de mentale tøjler. Bedre er de altså heller ikke, siger Ann Grete Nørgaard og bakkes op i sit synspunkt af Anja Andersen, der følger kampene ved EM-slutrunden som TV2s ekspertkommentator.

- Jeg trænede Serbien for nogle år siden. Også dengang var Andrea Lekic én af deres allerbedste spillere. Kan Danmark få hende neutraliseret, tegner det lyst. Men faktisk synes jeg, at potentialet i det danske hold er større end i det serbiske. Jeg tror, Danmark har en fin vinderchance, siger Anja Andersen, der mener, at træneren Sasa Boskovic ikke får det bedste frem i sine spillere.

- I stedet for at være konstruktiv i sine udmeldinger til spillerne, foretrækker han at uddele skideballer selv ved de mindste individuelle fejl. Helt galt gik det for ham, da Serbien i det indledende gruppespil tabte til Norge. På et tidspunkt gik han ind på banen, og trak Linn Jorum Sulland i trøjen. Jeg fatter ikke, at han efter den episode undgik at blive tildelt en straf af EHF, siger Anja Andersen.