HC Midtjylland leverede en kæmpe overraskelse, da de slog ligaens førerhold Team Tvis Holstebro i pokalsemifinalen med 27-25.

Til hverdag kæmper HC Midtyjlland for overlevelse i den bedste danske række, mens semifinalemodstanderen ved Final4-stævnet i Odense Team Tvis Holstebro topper tabellen. Det var ikke til at se, da de ambitiøse midtjyder leverede pokaloverraskelsen og nu er finaleklar.

For det blev spændende. Meget spændende. Med ti minutter igen af semifinalen ved udlignende HC Midtjylland til 22-22, mens Team Tvis Holstebro fik en mand udvist.

Det skulle vise sig at blive afgørende for kampen.

HC Midtjylland er en uprøvet størrelse med meget store ambitioner i dansk herrehåndbold. De har blandt andet længe drømt søde drømme om at lokke landsholdets Jesper Nøddesbo hjem til Herning.

Men det var en helt anden spiller, der havde stjålet fokus forud for kampen mod Team Tvis Holstebro. I kølvandet på konkursen i HSV Handball, der blandt andet kostede jobbet for de to landsholdsspillere Casper U. Mortensen og Hans Lindberg, er det lykkedes at hente den tidligere tyske europa – og verdensmester Pascal Hens.

Selvom Hens måler over 2 meter, var der stadig for højt op til tidligere tiders niveau.

For tyskeren fik sig noget nær en mareridtsdebut med flere tekniske fejl og dårlige dispositioner. Den danske landsholdsspiller Peter Balling fik ikke mange spilleminutter ved den netop overståede EM-slutrunde i Polen, men over for Hens viste Balling, at han mestrer forsvarsspillet. Jovist, indsatsen i angrebet var udmærket fra Balling, men i forsvaret pillede han fuldstændig pynten af Pascal Hens. Faktisk så meget, at Hens blev taget af banen efter et kvarter. Han forblev på bænken i resten af kampen.

Alt imens skabte Holstebro et solidt hul til miniputterne Midtjylland, der dog bed sig på igen. Efter en lang undertalsperiode kunne de gå til pause foran 13-10.

Men i anden halvleg gik det galt. Midtjylland var ikke til at smide af, og da de kom foran for første gang i kampen med 23-22, lurede overraskelsen for alvor.

Favoritterne blev bange, presset og forvildede. Og så kunne Midtjylland trække sejren i land med 27-25. En vaskeægte overraskelse. Selv uden verdensstjernen Pascal Hens på banen.

Kampens profil:
Kasper Gudnitz spillede en fremragende kamp fra højre backen hos HC Midtjylland. Flotte mål, flotte oplæg. Ikke mindst på vigtige tidspunkter. Han virkede lidt til, at han trissede rundt i sin egen lille verden og havde en fest på banen.  Han blev kampens topscorer med hele ni kasser.

Kampens detalje:
HC Midtjyllands Rasmus Porup stod for kampens flotteste mål, da han fra playmaker-positionen kanonerede en veltrukket underhånd op i toppen af målet. Det var saft, kraft og masser af kvalitet bag den detalje. Netmaskerne blafrer i hvert fald stadig i Fyn Arena ifølge BTs oplysninger.

Kampens hårde hund:
Den tidligere danske landsholdsspiller Kristian  Gjessing er HC Midtjyllands forsvarskrumtap. Han fik to gange to-minutters udvisning, men det var også de rutinerede riv, puf og slag i midterforsvaret, som han  mestrer fremragende, der gjorde ondt. Det mærkede flere af Team Tvis Holstebro-spillerne ved lejlighed.