KOMMENTAR

Sejren over Chile var ren pligt.

Den kom også i hus, men de danske spillere behøvede ikke bagefter at skyde brystet frem. For specielt flot var det ikke. Igen måtte vi konstatere, at defensiven har det svært, når der skal forsvares mod den slags andenklasses-nationer, som ofte bliver undervurderet.

Det bliver aftenens modstander Island ikke. Spillerne fra Sagaøen har alt for ofte tvunget det danske hold ud i alt for spændende kampe, og det bliver det også, hvis indsatsen i aften ikke er 100 procent.

Danskerne kommer til at møde en modstander, som kæmper til sidste blodsdråbe. Men denne gang er de kommet til en slutrunde smallere end nogensinde. Og den manglende bredde tror jeg bliver afgørende, når de islandske spillere i aften skal hive sig op og tvinge deres forslåede kroppe til en ny pragtpræstation.

For det var en hård dyst, de var ude i, da Makedonien i aftes blev slået. Og der blev slidt hårdt på de bedste spillere, som så at sige ikke fik pauser.

Landstræner Ulrik Wilbek fik allerede serveret opskriften på at stoppe det islandske angreb i testkampene op til VM-turneringen. Svenskerne gik ud og tætmarkerede Islands unge storskytte Aron Palmarsson, og så var krudtet pillet ud af det islandske skyts. Vi så makedonerne en overgang gøre det med held, men mærkværdigvis opgav de ideen igen.

Der kommer ikke meget andet bagfra. Fra højre angrebsside og midten er islændingene decideret svage.

Stop Palmarsson og de islandske kontraer, og så er pynten pillet ud af de islandske håndboldhelte.

Forsvaret står godt, og de danske spillere kan se frem til at blive banket gule og blå, når de først kommer i nærkontakt med tæskeholdet, der består af Vignir Svavarsson og Sverre Jakobsson. Det er folk, som man helst ikke vil møde en mørk aften i en port.

På mål stod Björgvin Pal Gustavsson i aftes en pragtkamp, men han er ofte alt eller intet. Har før pillet enhver selvtillid ud af de danske skytter, men har også andre gange pareret som en anden sekundamålmand. Det er naturligvis vigtigt, at de danske skytter afslutter koncentreret og ikke gør ham til nogen verdensklassemålmand.

Jeg tror ikke, det danske hold kan komme i vanskeligheder. Bredden vinder.