Landstræner Jan Pytlick var i højt humør før aftenens kamp i Beograd mod de serbiske EM-værter. I formiddag inviterede han de danske medier på kaffe på tennisstjernen Novak Djokovics restaurant.

Hvad har tennisspilleren Novak Djokovic og håndboldlandsholdets træner, Jan Pytlick, med hinanden at gøre?

Vel egentlig ikke andet, at de på hver sit felt er fremtrædende personligheder indenfor sportsverdenen!

Men da Jan Pytlick tirsdag formiddag under det igangværende håndbold-EM i Serbien havde inviteret de udsendte mediers udsendte til pressebriefring, foregik det på verdensrangliste-etterens restaurant, NOVAK, der ligger i gåafstand fra spillernes hotel i Beograd.

Jan Pytlick bød på kaffe og chokolade. Og humøret var højt.

- Jeg har ingen grund til andet. Det er jo gået godt for os hernede, sagde Jan Pytlick til sporten.dk og tilføjede:

- Nu står vi med gode kort på hånden i forhold til vores videre færd i turneringen.

Og Jan Pytlick har ret.

For hvis Danmark i aften besejrer de serbiske EM-værter, og Norge forinden som ventet vinder over Sverige, er kvalifikationen til semifinalen på lørdag i hus.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Norge vinder. Så må vi se, om vi er dygtige nok til at besejre Serbien. Som jeg vurderer det, er mulighederne gode. Men Serbien er på hjemmebane. Så de er favoritter. Jeg tror dog på, at vi kan vinde, hvis vi når vores topniveau, sagde Jan Pytlick, der har vinderrecepten klar.

- Vi skal spille vores eget spil, og løfte det i forhold til vores seneste to EM-kampe (mod Makedonien og Tjekkiet, red.). Her har vores spil været hakkende. Det er opgaven, sagde Jan Pytlick.

Efter den vundne kamp over Tjekkiet beklagede både Louise Burgaard og Pernille Larsen sig over ømhed i henholdsvis håndled og knæ.

- Begge spiller i aften, fastslog Jan Pytlick.