Det afrikanske land fik igen en stor øretæve ved håndbold-VM, mens Kroatien vandt for tredje gang.

Paris. Spanien uddelte en ordentlig omgang prygl til Angola, da de to nationer mandag aften tørnede sammen ved VM i herrehåndbold.

Spanierne vandt opgøret i Metz med hele 42-22 efter en føring på 21-10 ved pausen.

Spaniens Angel Fernandez blev kampens topscorer med ni mål på ti forsøg.

Spanien har seks point for tre kampe og topper gruppe B på en bedre målscore end Slovenien, der tidligere mandag vandt 29-22 over Makedonien.

Angola er sidst efter tre nederlag, der har resulteret i en målscore på 69-115.

Kroatien topper gruppe C efter en sejr på 31-25 over Hviderusland.

Kroaterne var ikke bagud en eneste gang i kampen og gik til pause med en føring på 18-15.

Hviderusland lagde sig dog ikke ned, og 13 minutter før tid førte kroaterne kun med et enkelt mål, men det blev altså til en komfortabel sejr.

Kroatien fører gruppe C med seks point for tre kampe, mens Tyskland er nummer to med fire point for to kampe.

I samme gruppe vandt Ungarn 34-29 over Chile.

I gruppe A er Polen fortsat uden point efter et 20-24-nederlag til Rusland, der har fire point.

Frankrig topper gruppen med seks point, så VM-værten er sikker på at gå videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/