Men Håndboldligaens nummer ét og to, BSV og KIF, ligger fortsat side om side i toppen efter sejre i onsdagens kampe.

Efter to forrygende kæmpesejre over KIF Kolding København i ligaen og Skt. Petersborg i Champions League, blev det en slags hverdag igen for spillerne fra Bjerringbro-Silkeborg, da holdet onsdag gæstede Dybbøl Hallen og Sønderjyske.

Ikke sådan at forstå, at Silkeborg-mandskabet satte førstepladsen i mændenes håndboldliga over styr. Men efter to opvisningskampe i træk med kanonforsvar, forrygende kontraspil og tocifrede sejre måtte Rasmus Lauge & co. trække arbejdshandskerne på for at sikre sejren

Nu er der mange store ligahold, der er kommet under pres på Als i den intense og hektiske atmosfære, der ofte er om Sønderjyskes hjemmekampe. Og topholdet BSV var ingen undtagelse.

Især før pausen havde topholdet problemer med at holde trit med sønderjyderne, selv om holdene kunne gå til pause med 14-14 på tavlen.

I anden halvleg fik keeper Jannick Green dog for alvor gang i sit spil, og hans redningsprocent voksede støt fra middelmådighed til klasse bag sit kompetente forsvarsbolværk. Og så kunne BSV stille og roligt trække fra til en føring på 25-19.

Sønderjyske skal man dog aldrig give en lillefinger, som BSV gjorde i det sidste kvarter. Og på en for hjemmeholdet typisk mandfolkeindsats kom Sønderjyske på 25-27, inden et par afgørende redninger af Jannick Green i BSV-målet i de sidste fem minutter satte tingene på plads.

BSV kan med en endelig sejr over Sønderjyske på 30-27 konstatere, at holdets gode stime - trods noget mere moderate sejrscifre - trods alt fortsætter i bedste velgående.

I Brøndby Hallen skulle KIF Kolding København finde tilbage på sporet efter to kampe i træk uden sejr. Efter uafgjort mod Team Tvis og et klart nederlag til Bjerringro-Silkeborg var bundholdet Nordsjælland i egen hule dog en taknemmelig modstander at genopbygge sejrsviljen på.

Ikke at nordsjællænderne ikke forsøgte at gøre livet surt for det stjernespækkede tophold, der stadig er uden Joachim Boldsen efter dennes ankelskade i opgøret mod BSV. Men forskellen på et hold med unge talenter og et parade af etablerede topspillere viste sig mere og mere klar, som kampen skred frem.

I første halvleg var det især en velspillende Kasper Hvidt i målet samt de to gamle Kolding-drenge, Lasse Boesen og Bo Spellerberg, der sørgede for forskellen på måltavlen, hvor der stod 13-10 til KIF ved pausen.

Og hjemmeholdets dominans fortsatte i de sidste 30 minutter, hvor den forventede forskel på top og bund blev udstillet med slutresultatet 30-22, der kom i hus, uden at KIF behøvede at overanstrenge sig.