Slutrunde-debutanten Casper U. Mortensen kaldte storsejren over Qatar for super-dejlig.

Casper U. Mortensen fik slutrunde-debut i Danmarks sejr over Qatar på 41-27, og han bidrog selv med syv mål.

- Det var superdejligt, selvom det var mod et svagt hold. Vi fik løbet nogle gode kontraer, og jeg synes godt, at jeg kan bidrage med noget. Men det hjælper selvfølgelig også, at man er omgivet af nogle fantastiske håndboldspillere, sagde fløjspilleren.

Han så frem mod søndagens kamp mod Rusland, der bliver en modstander af en helt anden kaliber. Russerne lagde lørdag for med at vinde med fem mål over Island.

- Rusland er et godt hold, men selvom de vandt over Island, er det et hold, som jeg synes, vi skal kunne slå, sagde Casper U. Mortensen til TV2/Sporten.

BSV-spilleren har opskriften klar, der skal føre til to point mod russerne.

- Vi skal ud at løbe med dem, for de er ikke gode til at løbe med hjem, sagde han.