Danmark smed en klar føring i slutfasen, men vandt siden VM-finalen mod Rusland efter forlænget spilletid.

Moskva. Danmarks håndboldkvinder for U20-årgangen kan kalde sig verdensmester. Holdet gjorde sig fortjent til den flotte titel efter en dramatisk finalesejr over værtsnationen, Rusland, fredag.

De to hold måtte igennem forlænget spilletid, inden sejren var dansk med cifrene 32-28.

Det lykkedes slet ikke russerne at score i forlængelsen, som Danmark vandt 4-0.

Forinden havde Rusland gjort et stort comeback i den ordinære kamp.

Danmark lignede en sikker vinder med føringen på 26-21 med otte minutter tilbage, men holdet formøblede den.

I de sidste minutter blev Danmark ramt af flere udvisninger, og Rusland udlignede til 27-27 på et tidspunkt, hvor Danmark var to spillere i undertal.

Siden udlignede Rusland til 28-28 på et straffekast i sidste sekund.

Men efter at have sundet sig kom Danmark altså klart bedst ud til den forlængede spilletid, og det hele endte i total dansk triumf.

/ritzau/