Landstræneren var tydeligt presset efter nederlaget på 19-35 til Spanien i VM-finalen.

Danmarks elendige VM-finale mod Spanien blev ikke sminket af landstræner Ulrik Wilbek efter kampen

- Alt går galt. Jeg kan ikke forklare det. Vi brænder alt, vi dækker dårligt op, og vi kan ikke løbe kontra. Det var bare en off-day. Jeg kan ikke forklare det, sagde en tydeligt påvirket landstræner til TV2 efter kampen.

Han havde ikke meget lyst til at svare, da han blev bedt om at vurdere hele Danmarks VM-indsats efter den store blamage mod en modstander, man følte sig sikker på at have taget på inden finalen.

- Ja, sagde Ulrik Wilbek blot og forlod interviewet.

Udmeldingen kom efter en kamp, hvor forfærdeligt skuffende dansk spil betød, at Danmark reelt var taberdømt ved stillingen 10-18 ved pausen. Men det blev altså kun værre i anden halvleg, hvor det spanske hjemmehold tordnede stort set alt ind bag sagesløse danske målmænd, mens Danmark fejlede i stort set alle spillets facetter.

Danmark virkede kampen igennem fastlåste i angrebsspillet, mens Spanien tidligt lugtede blod.