Håndboldklubben KIF Kolding København møder igen de forsvarende Champoins League-vindere fra Barcelona i den nye udgave af mesterholdenes turnering i den kommende sæson.

Der venter KIF Kolding København en svær pulje i det indledende puljespil i håndboldens Champions League. Det stod klart fredag aften, da der blev trukket lod til turneringen i Wien.

Her blev de danske mestre endnu en gang parret med den spanske storklub Barcelona, Rhein-Neckar Löwen fra Tyskland, Kielce fra Polen, Vardar Skopje fra Makedonien, Pick Szeged fra Ungarn, svenske IKF Kristianstad og Montpellier fra Frankrig.

Foruden gensynet med Barcelona får KIF Kolding København glæde at møde danske Nikolaj Jacobsen, som er træner for Rhein-Neckar Löwen.

I en anden pulje er Skjern Håndbold med på et såkaldt wilcard. Her er holdet kommet i pulje med Metalurg Skopje fra Makedonien, Motor Zaporozhye fra Ukraine, Kadetten Schaffhausen fra Schweiz, HCM Baia Mare fra Rumænien samt en modstander fra kvalifikationen til turneringen.

Formatet i Champions League er ændret i forhold til tidligere.

I år går gruppevinderne fra turneringen to otteholds-puljer direkte videre til kvartfinalen, mens nummer 2-6 i grupperne skal ud i en knald-eller-fald-runde med 12 hold.

Samtidig består det indledende puljespil af to seksholdspuljer, hvor de to bedst placerede hold fra hver pulje spiller om de sidste to billetter til knald-eller-fald-kampene.