René Toft Hansen er i færd med sin langstrukne genoptræning efter den alvorlige knæskade, som han pådrog sig kort før EM-slutrunden i herrehåndbold.

Danskerens klub THW Kiel har lagt en video på Facebook, og i den kan man høre René Toft Hansen fortælle om, hvordan det går med genoptræningen.

»Det er virkelig skønt at være tilbage i hallen igen. Nu er jeg her, og det går meget bedre. Smerterne er næsten væk, og jeg må belaste knæet med 40-50 kilo. Jeg håber at kunne smide krykkerne inden alt for længe, siger René Toft Hansen.

Danskeren fik en spiller ned over sig i en kamp i december og overrev sit korsbånd i knæet. Derfor er der lange udsigter til, at han igen kommer på banen.

»Jeg håber at kunne spille igen om syv-ni måneder, så jeg må bare have tålmodighed. Det er den slemmeste skade, man kan få i håndbold, og jeg har tidligere prøvet det i mit andet knæ.

Den slemme skade har også betydet, at Danmark må klare sig uden den stærke forsvars- og stregspiller i Polen ved Europamesterskaberne. Indtil videre er Danmark ubesejrede inden søndagens kamp mod Spanien i Mellemrunden, og Toft Hansen benytter taletiden i videoen til også at sende en hilsen til landsholdskammeraterne i Polen. Hør den hilsen i indslaget ovenfor.