På især en fremragende anden halvleg kørte Skjern mestrene fra Aalborg midt over i herrernes Super Cup-duel.

Roskilde. For tre måneder siden vandt håndboldherrerne fra Aalborg DM-guld efter en finalesejr over Skjern. Tirsdag aften stod de to hold over for hinanden igen i Super Cuppen mellem mestrene og pokalvinderne.

Og Skjern tog en gedigen revanche. Med en fremragende indsats blev mestrene skilt ad og nedlagt med 27-17, hvor hjemvendte Anders Eggert spillede flot.

Veteranfløjen bød ind med otte scoringer i opvisningen, mens Emil Nielsen i målet storspillede med en redningsprocent på 50.

Fra start var det pokalvinderne fra Skjern, som så ud til at være i højest tempo på tærsklen til ligastarten.

Med en effektiv kontrafase tog de grønblusede teten, mens den nyankomne målvogter Emil Nielsen tog godt fra i målet.

Aalborg fik reduceret forskellen en smule mod slutningen af halvlegen. De kunne gå til pause nede 10-13.

Det lugtede imidlertid af en tidlig afgørelse, da Emil Nielsen agerede levende mur fra starten af anden halvleg.

Han snuppede blandt andet flere straffekast og store chancer, så et velspillende Skjern-hold kunne trække fra.

Aalborg-spillerne blev mere og mere modløse - tenderende det pinlige - mens Skjern scorede på samtlige chancer i den anden ende.

Efter 13 minutter uden et mål scorede Aalborg sit blot andet mål i halvlegen. Men løbet var kørt, for på måltavlen hed stillingen 22-12 i Skjerns favør.

Vestjyderne spillede næsten hele sidste halvdel af anden halvleg med reserver, men Aalborg kunne alligevel ikke hente ind på måltavlen.

/ritzau/