Skjern havde et fremragende udgangspunkt inden returopgøret i DM-semifinalen mod Bjerringbro-Silkeborg. Første opgør blev vundet med 31-25 på hjemmebane, og vestjyderne sikrede sig en finaleplads med uafgjort 21-21.

Bjerringbro-Silkeborg var tvunget til at indhente Skjerns forspring på seks mål, men kampen igennem var det svært at få slået det afgørende hul ned til et velspillende Skjern-mandskab.

Skjern gik til pausen foran 11-10, men Bjerringbro-Silkeborg kom stærkt fra land fra anden halvlegs start og fik vendt skuden til 12-11. Men så diskede Skjern-keeper Søren Pedersen op med et par vigtige redninger og hev lidt af luften ud af Bjerringbros comeback-mission.

For hver gang Bjerringbro fik sneget sig foran, slog Skjern effektivt og sikkert igen. Nikolaj Markussen fik succes med skudene udefra, Lasse Mikkelsen trådte i karakter og sammen med resten af mandskabet sørgede de for, at finalepladsen kom i hus.

Der var ellers masser af intensitet og drama undervejs. Skjern-spilleren Daniel Svensson var genstand for stor irritation fra den tidligere landsholdsspiller Michael W. Knudsen, der ikke var helt tilfreds med Svenssons fald efter en duel mellem de to. Til sidst blev Knudsen skubbet væk af målmand Søren Pedersen. Og den dårlige stemning mellem holdene hang tykt i luften gennem resten af kampen,

Det ændrer dog ikke på, at Skjern er i finalen med en samlet sejr på 52-46 over to kampe.

»Det betyder rigtig, rigtig meget. Det er kulminationen på en fin forårsturninerg, hvor vi har været med helt fremme i flere turneringer, og vi er rigtigt stolte af at være havnet i DM-finalen. Kampen har alt, hvad en afgørende DM-semifinale skal have med fight og drama,« sagde Skjerns keeper Søren Pedersen til TV2 efter kampen.

I finalen venter KIF Kolding København, der slog Aalborg Håndbold i den anden semifinale lørdag. De to finalekampe spilles i den kommende uge torsdag d. 28 maj med returkamp søndag d. 31. maj. Ifølge Dansk Håndbold Forbunds regler har det højst rangerede hold i grundspillet hjemmebane i den anden kamp. Det betyder, at Skjern har hjemmebane i første kamp, da KIF Kolding København vandt grundspillet.