Skjerns håndboldherrer er efter sejr over Aalborg klar til at spille pokalfinale mod Aarhus.

Sikke en håndboldkamp.

Således måtte der omkamp til før Skjern i de mandlige håndboldspilleres pokalsemifinale mod Aalborg havde sikret sig adgang til søndagens finale mod Aarhus med sejr på 29-26.

Aalborg lignede ellers en sikker vinder, da VM-spilleren Mads Mensah Larsen to minutter før pausen scorede til 13-8.

Men det lod Skjern sig ikke slå ud af. Og slet ikke Claus Møller Jakobsen:

Inden spillerne gik i omklædningsrummet for at tale taktik i et kvarter, havde veteran-playmakeren med to fuldtræffere reduceret nordjydernes føring til 10-13.

Skjern fortsatte sin optur i anden halvleg, hvor de straks reducerede til 12-13.

Det rystede åbenbart Aalborg-spillerne.

I hvert fald kiksede de efterfølgende et hav af scoringschancer på velspillende Kristoffer Laursen i Skjern-målet.

Vestjyderne fik kontakt med Aalborg ved 15-15, og førte i kampens intense afslutning både 19-18, 21-20 og 23-22 - inden Håvard Tvedten med scoring fra venstrefløjen udlignede til 23-23, der blev resultatet af den ordinære spilletid.

Hermed skulle de to hold afgøre semifinalen i en to gange fem minutters omkamp.

Den vandt Skjern 6-3.

Og det tør nok siges, at vestjydernes Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard her fik vist, at det ikke være nogen tilfældighed, at de i januar var med det danske landshold til VM i Spanien.

Sammenlagt scorede de fem gange, og nu er Skjern for sjette gang i klubbens historie klar til at spille pokalfinale.

I øvrigt blev kampet skæmmet af en grim tackling. Den leverede Skjerns tidligere Aalborg-spiller Kristian Gjessing mod Johan Jacobsson. Helt korrekt blev han præsenteret for et direkte rødt kort, og risikerer nu karantæne.