Håndboldspilleren Klaus Thomsen går glip af VM i håndbold til januar, efter at han i weekendens kom uheldigt af sted i sin ligadebut for Bjerringbro-Silkeborg.

Der gik et sug gennem tilskuerne lørdag eftermiddag, da Klaus Thomsen lå i smerte på gulvet, og nu er diagnosen klar: både korsbånd og ledbånd er revet over. Dermed må han se misundeligt til, når landsholdkollegaerne spiller VM i Qatar til januar.

Et stort tab for BSV, der formentlig kommer til at undvære Thomsen i et års tid. BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen er ikke overraskende meget ærgerlig over at måtte se bort fra sin forsvarsspecialist:

- Jeg er fyldt med triste tanker. Vi har mistet en spiller, som på alle måder var vigtig i opbygningen af det nye BSV. Det er en kæmpe nedtur for Klaus, klubben og landsholdet, siger Peter Bredsdorff-Larsen til tv2.dk.