Skader ødelagde dansk sejrsjubel

Der var glimt af guldform, da Danmark søndag pudsede EM-formen af med en flot sejr på udebane over Frankrig.

Men efter den rødhvide triumf på 29-28, der blev sikret på et uimodståeligt Mikkel Hansen-hug i sidste sekund, var der dog alvorlig skår i glæden.

Den danske skadessituation begynder at se kritisk ud, før EM begynder på dansk grund på søndag. I kampen mod de franske Golden League-værter måtte Bo Spellerberg og Hans Lindberg forlade banen med skavanker, mens Jesper Nøddesbo og Lasse Svan Hansen sad over med henholdsvis ryg- og lyskeproblemer.

Læg dertil at Anders Eggert er sendt hjem til Danmark med en skade i læggen, og både Rasmus Lauge og Mads Mensah Larsen er i kamp mod uret for at blive deres skader kvit inden EM.

Og den lange skadesliste vækker bekymrende miner hos flere af spillerne - blandt andet er anfører Niklas Landin irriteret over de danske uheld.

- Selvom vi får så mange fucking skader, så er der andre, der byder ind, og vi spiller godt som hold i øjeblikket, og det er selvfølgelig positivt. Men nu må det gerne stoppe med de skader. Lige nu begynder det at være bekymrende, siger Landin og uddyber:

- Vi begynder at spille meget med de samme. Vi snakker jo normalt hele tiden om, at vi har et bredt hold med mange gode spillere, men nu begynder vi lige pludselig ikke at have så bredt et hold, og vi kan ikke leve på det der med hele tiden at sætte nye friske kræfter ind, mener målmanden.

Også Kasper Søndergaard er ærgerlig over de mange skadesramte holdkammerater.

- Jeg synes, det er bekymrende og trist. Det er noget værre rod. Jeg håber satme ikke, der kommer flere skader nu, for så bliver det en lang EM-turnering, hvis vi skal til at have andre spillere ind, som ikke har prøvet så meget før. Jeg er positiv over vores spil, men jeg synes godt nok, vi er hårdt ramt på skadesfronten, lyder det fra Søndergaard, mens stregspiller Rene Toft Hansen supplerer:

- Jeg er glad for, at vi har så bredt et hold og kan sætte gode spillere ind. Men vores bredde forsvinder jo, og det er der, vi plejer at have vores force. Det er det mest bekymrende, siger han.

Landstræner Ulrik Wilbek var ikke lige så pessimistisk efter kampen. Han jokede i stedet med, at holdet overvejede at sætte en ekstra markspiller på banen i slutningen af kampen, men ikke havde flere at sætte ind. Wilbek erkender dog, at mandefaldet i spillertruppen forhindrer ham i at teste hele det taktiske arsenal af, men han vil ikke bruge energi på at ærgre sig over det.

- Sådan er det. Så længe vi kan vinde med resten, så er det kun et plus, at der kommer flere (spillere, red.) til. Sådan kigger jeg på det. Vi må vurdere fra dag til dag. Eggert er jeg mest bekymret for. Vi skal have et overblik over situationen i morgen og se, hvem der kan træne, siger Wilbek og tilføjer:

- Jeg bliver mindre bekymret, når vi vinder over Frankrig på udebane med de spillere, vi har her. Så går det da meget godt, må man trods alt sige.

- Vi har vundet kæmpestort i går (fredag mod Norge, red.), og vinder igen i dag i de her rammer på udebane. Jeg vil tro, vi har lidt mere at komme med, hvis vi spiller i Herning. Og har lidt flere spillere til rådighed, siger Wilbek. En ting er sikkert. Troen på guld lever i bedste velgående hos Ulrik Wilbek. Danmark møder tirsdag aften Qatar i den sidste testkamp inden EM.

Læs også: