De danske håndboldkvinder tabte til Frankrig i den sidste kamp, inden det gør løs ved EM i Sverige.

Danmarks kvindelandshold i håndbold indkasserede et knebent nederlag i den sidste afpudsning inden EM i Sverige.

I den sidste opvarmningskamp tabte Danmark med 19-20 til sommerens OL-sølvvinder, Frankrig, ved Møbelringen Cup.

Dermed sluttede Danmark med en sejr og to nederlag ved firenationersturneringen i Norge.

En uge inden EM kan landstræner Klavs Bruun Jørgensen konstatere, at hans forsvar fungerer ganske godt, mens holdets angrebsspil er mere udfordret.

Første halvleg blev en deprimerende omgang uden den store fart og intensitet i angrebsspillet.

Holdenes forsvarspræstationer var eneste lyspunkter, hvilket også kunne aflæses på måltavlen. 7-7 lød stillingen efter de første 30 minutter.

Lørdagens danske sejr over OL-guldvinderen Rusland blev netop grundlagt på en god defensiv, og der var også tale om et dansk betonforsvar i den indledende fase.

Med Sandra Toft som en sikker sidste skanse blev Frankrig holdt nede på to mål i de første godt 18 minutter.

Men det var ikke nok til at skabe en komfortabel føring, da danskerne selv havde store kvaler med at åbne det atypiske franske forsvar, der havde held med at stresse danskerne.

Danmark testede i høj grad syv-mod-seks-spillet, men uden den helt store succes. I en time out understregede landstræner Klavs Bruun Jørgensen kontant, at spillerne ikke måtte blive forsigtige i den fase.

- Vi får ingen pokaler eller point her. Det er træning, så bliv ved med at prøve, brølede han.

Kampen forblev jævnbyrdig efter pausen, hvor Danmark kom på 12-10, da Fie Woller scorede for tredje gang.

Frankrig svarede dog tilbage og var siden skarpest, da opgøret skulle finde sin vinder i slutfasen.

Med godt fem minutter tilbage var stillingen 17-17, men tre franske scoringer på stribe blev derefter afgørende.

Om otte dage er det så alvor, når Danmark indleder EM's gruppe C mod Montenegro.

/ritzau/