Det har vakt stor opsigt, at KIF Kolding København søndag var i stand til at besejrede de forsvarende Champions League-mestre fra Flensburg-Handewitt med hele 35-21.

Resultatet, der kom i første runde af Champions Leagues gruppespil, har fået diverse medier til at skamrose de danske mestre - og samtidig langer hårdt ud efter det, der lignede et demotiveret og selvtillidsforladt Flensburg-mandskab.

På det europæiske håndboldforbunds hjemmeside fremgår det, at 'Kolding ydmyger mestrene' og 'leverede dagens sensation'.

EHFs skribent hæfter sig ved, at Kasper Hvidt og forsvaret var fremragende, ligesom 'det etablerede angreb hos hjemmeholdet var på et ekstremt højt niveau gennem samtlige 60 minutter'.

Tyske NDR noterer sig, at Flensburg ikke får 'let ved at forsvare Champions League-titlen', hvilket mildt sagt ikke er nogen overdrivelse, hvis holdet ikke løfter sig gevaldigt i forhold til den præstation, de leverede søndag i Kolding.

- Mod slutningen fik Kolding ikke blot den første sejr nogensinde mod Flensburg, men danskerne ydmygede den tyske rival med hele 14 mål.

- Ljubomir Vranjes' hold var langt ringere end de danske mestre, når det gjaldt effektiviteten, og derudover havde Kolding en fremragende målmand i Kasper Hvidt, skriver NDR.

Det tyske nyhedsbureau DPA konstaterer det åbenlyse - nemlig, at kampen var en ensidig affære.

- Kasper Hvidt viste fremragende evner og lagde grundlaget for værternes ubestridte sejr, skriver DPA.