Anja Andersen, 45, har lagt håndboldsporten på hylden.

»På nuværende tidspunkt kan tidspunkt kan jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer tilbage til den,« sagde hun for et par uger til BT, efter at hun med øjeblikkelig virkning var stoppet som træner i Odense-klubben DHG.

Nu har Go' Morgen Danmark på TV2 haft hende i studiet til en snak.

Her fortæller Anja Andersen, at hun har ændret sig meget på det menneskelige plan, siden hun for fire år siden mødte en coach i forbindelse med et selvudviklings-kursus.

»Pludselig kunne jeg se, at det, jeg havde praktiseret i 10 år som træner, er det, man i virksomhederne kalder ’management by fear’ (ledelse baseret på frygt, red.). Jeg kunne se, at jeg havde været utroligt kontrollerende, dikterende og havde også delt skideballer ud til spillere,« siger Anja Andersen

Desuden mener hun, at hun, hvis ikke temperamentet engang i mellem var kogt over, havde været dygtigere med håndbolden.

»Jeg tænker, at jeg ville have været endnu bedre,« siger Anja Andersen.

Hun er i dag ansat som High Performance Coach i lederudviklingsfirmaet Pathfinder.