Det var en glad og tilfreds Sandra Toft, der mødte pressen efter Danmarks sejr på 33-29 ved kvindernes håndbold-EM i Sverige mod Tjekkiet.

»Tjekkerne gav os store problemer. Men jeg er glad for den enorme opbakning vi fik. Publikum hjalp os til sejren,« sagde hun med et smil og henviste til, at der var tæt på totalt fyldte tilskuerpladser med festglade og rødt/hvidt-klædte danske håndboldfans i Malmø Isstadion.

Inden EM havde man i den danske lejr på forhånd vurderet, at Tjekkiet ville være den nemmeste modstander i det indledende gruppespil.

»Men de var altså vanskelige at spille mod. Vi kendte ikke ret mange af deres spillere på forhånd. Derfor vidste vi heller ikke præcist, hvordan de ville skyde. Det var ikke mindst derfor, at vi havde problemer med dem specielt i kampens første halvdel,« sagde Sandra Toft, der kaldte det maksimale danske pointudbytte i det indledende gruppe for perfekt.

»Ligesom Norge er vi videre med fire point. Det giver os et godt udgangspunkt, når vi i de næste dages mellemrunde foruden Norge også skal møde Rusland og Rumænien,« sagde Sandra Toft, der havde en redningsprocent på beskedne 22.

»Jeg har spillet bedre kampe end denne. Men det betyder intet. Jeg er glad alligevel. Her efter kampen er det langt vigtigere at vi vandt end at min præstation,« sagde hun.

Nu ser Sandra Toft frem til søndag aftens kamp mod Norge.

»Jeg spiller jo sammen med flere af deres spillere til daglig i Norge. Vi hilser selvfølgelig på hinanden på hotellet i morgen. Men i timerne inden kampen garanterer jeg for, at der ikke bliver nogen kommunikation mellem os. Vi satser nemlig begge hold på at komme sejrrigt ud af den kamp,« sagde Sandra Toft.