Den danske håndboldprofil Anders Eggert vender hjem til Danmark næste år.

Fløjspilleren skifter nemlig fra tyske Flensburg-Handewitt til Skjern på en treårig kontrakt gældende fra sommeren 2017, oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.

Anders Eggert var i sæsonen 2008/09 udlejet fra Flensburg-Handewitt til Skjern, som han altså således nu vender tilbage til.

Den 34-årige venstrefløj har haft en stor karriere i den bedste tyske håndboldrække og på det danske landshold, hvor det er blevet til 159 landskampe og 570 mål.

/ritzau/