Det blev en underholdende kamp mellem Rusland og Sverige i EM-mellemrunden. Russerne smed sejren væk til slut.

Ruslands håndboldherrer smed en føring på to mål væk i det sidste minut mod Sverige, som reddede et uafgjort 28-28-resultat i hus.

Dermed smed russerne et vigtigt point væk i kampen om en plads i semifinalen, hvor Danmark, Spanien og Tyskland har fire point i EM-mellemrundens gruppe 2. Rusland har tre point for en kamp mere.

Det står klart, efter at russerne spillede 28-28 mod Sverige i de to holds første kamp i mellemrunden.

Svenske Johan Jakobsson udnyttede, at Rusland unødvendigt kastede bolden ud over sidelinjen, da backen udlignede med otte sekunder tilbage af kampen.

Timur Dibirov var en af kampens bedste spillere, og fløjen var hele tiden med til at løfte det russiske hold med vigtige scoringer og afleveringer.

Blandt andet udnyttede Dibirov i første halvleg, at den svenske keeper Mattias Andersson satsede ved at gå for langt ud i siden for at opsnappe en mulig lang aflevering.

Fra egen forsvarszone sendte Dibirov bolden direkte i mål, mens Andersson ærgrede sig over episoden.

En anden spøjs episode var, da svenske Andreas Nilsson rev trøjen ind over hovedet på stregspilleren Mikhail Tsjipurin, som uden at kunne se noget som helst forsøgte at score.

Chipurin brændte forsøget, men fik tilkæmpet sig et straffekast, som Igor Soroka dog efterfølgende brændte.

Sverige kom foran 13-10, men russeren Sergei Shelmenko fik udlignet til stillingen 15-15 tre sekunder før pausefløjt.

I anden halvleg fulgtes de to mandskaber ad i alle 30 minutter, og det blev en yderst intens afslutning på kampen.

Igor Soroka brændte et straffekast ti minutter før tid, da han kunne have sendt Rusland foran med to mål.

Mattias Andersson reddede flot forsøget, og i det næste angreb udlignede Jesper Konradsson i stedet til 24-24.

Lidt senere i den hektiske slutfase fik Rusland en føring på to mål, da playmakeren Pavel Atman gjorde det til 27-25.

Det var også Atman, som fremtvang det meget afgørende straffekast to minutter før tid, så Dibirov kunne gøre det til 28-26.

Herefter scorede Sverige to gange i kampens sidste minut og sørgede for holdets hidtil første og eneste point i mellemrunden.

/ritzau/