Lærke Møller flyver til EM i Serbien onsdag aften. Hun udskyder dermed en eksamen for at hjælpe Pytlicks piger.

Det kom som en overraskelse for de fleste, da landstræner Jan Pytlick for kort tid siden indkaldte et af dansk kvindehåndbolds største navne, Lærke Møller, til EM-truppen op til torsdagens afgørende kamp mod Norge. Også for hovedpersonen selv.

- Det kommer mega meget ud af det blå. Jeg sad og forberedte mig til en eksamen, jeg har på fredag, da Jan ringede her for halvanden time siden, siger Lærke Møller, da sporten.dk fanger hende med kuffert og tøj flyvende om ørerne.

Jan Pytlick har hasteindkaldt den teknisk begavede playmaker i stedet for Sofie Bloch Sørensen, der ryger ud af truppen. Møller indkaldes fordi Lotte Grigel er tvivlsom til torsdagens skæbnekamp med en skade.

- Da Jan ringede, sagde han, at der var sket noget med Lottes (Grigel, red,) knæ, og de ikke ved, om hun kan spille. Derfor er der blevet brug for mig, fortæller Lærke Møller, der skulle bruge et øjeblik på at overveje sit svar, da Pytlick var i røret.

- Jeg var noget rundt på gulvet,så jeg skulle lige bruge lidt tid til at tænke mig om. Men så snart jeg fik gjort det, var jeg ikke i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle sige ja, siger Møller, der flyver til Beograd i aften.

Rent fysisk er Lærke Møller, der har været hårdt ramt af skader, klar til en EM-slutrunde. Psykisk er det en anden sag.

- Jeg har trænet godt med FCM herhjemme, så der er ikke en finger at sætte på det spillemæssige. Men oppe i hovedet skal jeg nok lige bruge lidt tid til at vænne mig til tanken om, at jeg lige pludselig skal til EM, siger playmakeren, der kastes direkte i kamp mod Norge fredag aften.

- Jeg har ikke haft tid til at tænke over den kamp. Nu gælder det første omgang om, at jeg skal have pakket og fundet mit pas, siger FC Midtjylland-profilen grinende.

Samtidig har 23-årige Møller en eksamen, hun skal have udskudt.

- Jeg skal lige have fat i skolen. Men de ved godt, hvordan det kan foregå, så jeg håber ikke, det bliver noget problem at få den flyttet, slutter hun.