Rumænien tabte 33-35 til Norge i VM-semifinalen efter forlænget spilletid, men efter kampen var rumænernes træner svært utilfreds med kampens dommerpar.

Norge førte i deres sidste angreb kun med et enkelt mål og fik et frikast, da der manglede ti sekunder.

Det berøvede Rumænien muligheden for at udligne, og i stedet scorede Camilla Herrem kampens sidste mål.

»Jeg gik direkte i omklædningsrummet. Jeg har aldrig været så sur,« sagde Rumæniens træner, svenskeren Tomas Ryde, efter kampen til TV2/Sporten.

»Der er ikke frikast i den situation. Der er 100 procent angrebsfejl, og man føler sig i den grad bortdømt,« sagde Tomas Ryde.

Han langede i den forbindelse ud efter det internationale håndboldforbund, der for femte gang under dette VM havde sat David Soh og Bojan Lak fra Slovenien til at dømme det norske landshold.

»Det er alt for mange gange, de har skulle dømme Norge. På den måde får man nærmest et personligt forhold til holdet. Det kan ikke undgå at spille ind i dommer-afgørelserne,« sagde Tomas Ryde, som dog var stor nok til at ønske Norge tillykke med finalepladsen - og som også godt kan se klare fremskridt på sit rumænske hold.

»Vi taber ikke humøret, og vi arbejder godt for sagen. Jeg sagde fra begyndelsen i Rumænien, at jeg ville forbedre strukturen, kulturen og konceptet på landsholdet. Det er lykkedes at forbedre konceptet og strukturen. På kulturen mangler vi stadig noget,« sagde Tomas Ryde.