Henrik Toft Hansen var ikke kun rørt over den olympiske guldmedalje - han var også rørt over at have vundet den sammen med sin bror René, hvis OL-drøm så fuldstændig knust ud for bare et halvt år siden.

I slutningen af december fik Toft Hansen-familien en nedslående nyhed.

Stregspilleren René Toft Hansen ødelagde sit ene knæ og skrev selv på sin Instagram-profil efterfølgende, at drømmen om de olympiske lege forsvandt. Pist væk.

Heldigvis for Toft Hansen - og resten af Danmark - fightede han sig tilbage, og det glædede ikke mindst hans bror Henrik, der var hele paletten af følelser igennem i interviewet med TV2 Sporten efter Danmarks 28-26-finalesejr over Frankrig.

»Det er sygt stort. For et halvt år siden blev alt revet i stykker. Siden har Rene trænet hårdt, og han har ikke haft nogen fridage siden. Det er en fornøjelse at have haft ham med på den her rejse. Jeg havde jo kastet det hele væk, da han ringede grædefærdig hjem den dag. Jeg kan slet ikke sætte ord på det,« sagde Henrik Toft Hansen, som var tydeligt rørt over emnet.

Rene Toft Hansen missede ikke overraskende håndbold-EM i januar, men langsomt begyndte det at gå bedre og bedre for den store stregspiller.

»Da Rene så begyndte at bestå flere test, troede jeg på, at han kunne komme med til OL. At han så kunne gå ind og spille som om, at han intet havde glemt, det er vanvittigt. Han var en af grundstenene til vores medalje,« sagde Henrik Toft Hansen.

Toft Hansen-brødrene har gennem mange år udgjort grundstammen i midten af det danske forsvar, og finalen mod Frankrig var ingen undtagelse.