Håndboldsæsonen er kun lige i gang, og allerede nu ligner sidste års sølvvindere et særdeles godt bud på et dansk mesterhold. Team Esbjerg viste skræmmende styrke, da vestjyderne på hjemmebane udklassede sidste sæsons mestre, FCM Håndbold med resultatet 29-23 efter 15-11 ved pausen.

Og forskellen kunne sagtens være blevet langt større, hvis ikke hjemmeholdet havde mistet lidt af koncentrationen i den afsluttende fase.

Sejren var samtidig revanche for nederlaget i DM-finalen, hvor Esbjerg over to kampe snævert blev besejret af de midtjyske hunulve, som med sammenlagt 45-44 hev guldmedaljerne hjem.

I mellemtiden har Esbjerg dog allerede også revancheret i Super Cup-opgøret, hvor man vandt 27-19, så det var ikke helt uventet, at esbjergenserne igen var bedst.

FC Midtjylland har i sommerpausen sagt farvel til profiler som Line Jørgensen og Nycke Groot, og oven i købet har Louise Burgaard og Veronica Kristiansen været skadet i sæsonoptakten. Og det har åbenbart kostet.

Esbjerg har til gengæld forstærket sig med svenske Jenny Alm, der er kommet fra Sävehof, og hun viste sig som en klar profil med syv mål. Samtidig er hollandske Estavana Polman stadig en nøglespiller, der næste kan score efter behag.

I hvert fald formåede midtjyderne slet ikke at dæmme op for vestjydernes flydende angrebsspil. Hvis der stadig var tvivl om resultatet ved pausen, hvor stillingen var 15-11, blev al spænding udryddet i begyndelsen af anden halvleg. Her rykkede Esbjerg fuldstændig fra mestrene og udbyggede forspringet til 22-12, inden man igen til sidste slap FCM ind i kampen igen.

Bagefter erkendte Lotte Grigel, at sølvvinderne er et godt bud på denne sæsons mesterhold.

»Det kan man godt sige, når vi slår dem, der vandt sidste sæson. Men de er stadig et godt hold, og der er også andre gode hold. Vi er, hvor vi skal være, og der er masser vi skal holde fokus på,« fastslog Grigel til TV2 umiddelbart efter kampen.

Næste lørdag møder Team Esbjerg det tyrkiske hold Ankara Yenimahalle i kvalifikationen til Champions League. Hvis den kamp vindes, gælder det formentlig rumænske Baia Mare i den afgørende kvalifikationskamp dagen efter.