(BT i Paris): Danmark er umådelig tæt på at cementere førstepladsen i VM-gruppe D. Mikkel Hansens direkte røde kort overskyggede sejren på 30-26 (17-13).

Det var rent deja vu. Det skulle aldrig have været spændende mod Bahrain, men det blev det onsdag aften i Paris for det danske landshold. Det hele blev sat i gang af et rødt kort til en af Danmarks største stjerner.

Mikkel Hansen er normalt en af landsholdets mest populære profiler, og på hjemmebanen i Paris er der i hvert fald igen tvivl om, at han er den største. Det kunne man tyde på bifaldene i Acccorhotels Arena i Paris, da Hansens navn blev råbt op inden onsdagens opgør mod Bahrain. Der var stor jubel over PSG-spillerens tilstedeværelse. Og han kvitterede med smil og vink. Men smilet stivnede i anden halvleg.



Hansen var som altid toneangivende for det danske spil, men han stjal opmærksomheden på negativ vis, da han fik direkte rødt kort midt i anden halvleg. Her vristede han sig aggressivt fri af to Bahrain-spillers opdækning. Og det kostede resten af opgøret for den danske stjernespiller.

Det var på et tidspunkt, hvor kampen virkede endegyldigt afgjort til dansk fordel, men det røde kort bragte nerve og drama tilbage i opgøret. Publikum blev tændt – og det gjorde spillerne også. Især dem fra Bahrain.

Danskerne og landstræner Gudmundur Gudmundsson havde fokus på ikke at gøre det ligeså spændende, som da de to hold mødtes i OL-kvalifikationen i april sidste år. 26-24 vandt Danmark efter en gyser i Boxen i Herning i foråret 2016, hvor det kunne have gået galt. Men Danmark tog OL-billetten – og guldet senere hen.



Men igen blev Danmark helt unødvendigt presset. Det røde kort skabte gnister på Bahrains bænk. Og pludselig efter at have været bagud med 19-24, var Bahrain kun nede med 23-24, mens det danske spil var i opløsning.

Derfor blev Gudmundsson tvunget til at sende Morten Olsen på banen i kampens slutfase – til trods for, at playmakeren kæmper med lægproblemer. Et vidnesbyrd om, at kampen balancerede på en knivsæg.                      

I de sidste ti minutter fik Danmark dog skabt et hul. Anført af Michael Damgaards mål trak danskerne fra og slog alle mindelser om et deja vu fra Boxen ihjel. Det hele endte 30-26til Danmark



Den fjerde danske VM-sejr ud af fire mulige giver gode perspektiver for Danmark. Vinder Sverige over Qatar senere onsdag, er Danmark nemlig sikker på førstepladsen i Gruppe D allerede inden fredagens sidste gruppekamp mod Qatar.

Dermed vil vejen til 1/8-finalen i Albertville, hvor Chile, Saudi-Arabien, Hviderusland eller Ungarn efter alt at dømme venter. Men puha, Danmark, vi sku’ jo bare have haft Bahrain-ningen uden så stort et drama.