Der findes børnebog om tyren Ferdinand. Skrevet helt tilbage i 1936, og den fortæller historien om en godmodig og fredsommelig tyr, der ikke sådan lod sig provokere.

Niklas Landin minder som oftest om Ferdinand. En rolig og afdæmpet ambassadør for landsholdet. Men i Danmarks 29-21-sejr over Makedonien i den første kamp ved EM på hjemmebanen i Herning blev målmanden alligevel rasende. Sådan rigtig rasende. Men han svarede ikke bare igen med vrede, formanende fingre og onde øjne, men også med en pragtpræstation, så indledningen på den danske færd mod EM-guld aldrig rigtig var i fare for at blive en skidt oplevelse.

TV: Se vanvittig redning af Landin

Hans temperament brusede og boblede på sit allerhøjeste efter små 20 minutter, da han for tredje gang blev hamret i hovedet af makedonske Goce Oljeski, men han lod det ikke gå ud over sin egen indsats. Af samme grund kunne han også gå til pausen med en redningsprocent på tårnhøje 61. Som et resultat af 11 redninger på 18 makedonske skud.

Der skulle også gå mere end otte minutter - helt præcis otte minutter og 44 sekunder - før Niklas Landin lukkede EM-turneringens første scoring ind. Det var endda på straffekast fra Makedoniens helt store stjerne Kiril Lazarov, der godt nok blev sit holds topscorer, men heller ikke havde krammet på den danske målmand.

Inden da havde det danske landshold startet forrygende ud med den vilde opbakning i Jyske Bank BOXEN som en god medspiller, og Mikkel Hansen og medspillerne viste fin form, hvilket resulterede i en 5-0-føring.

Det blev også 9-2, men derfra fik makedonerne bedre fat i danskerne, og med fire mål i streg og den dansk scoringspause på næsten syv minutter blev det alligevel spændende, da Danmark ved stillingen 9-6 samtidig var to mand i undertal.

Hjemmebanefordelen i forhold til at have dommerne på dansk side var heller ikke på nogen måde udtalt, for Danmark tog kampen igennem sig af langt størstedelen af de to minutters udvisninger, der blev langet ud af de tyske dommere Geipel og Helbig.

Men Niklas Landin lukkede nok engang ned for makedonerne, og Danmark fik lidt gang i målscoringen igen, så pauseresultatet var solide 12-8.

Landin havde ikke en tilsvarende imponerende anden halvleg - måske fordi makedonerne stoppede med at skyde ham i hovedet - men han havde de vigtige redninger. Og han fik også Jyske Bank BOXEN i ekstase, da han midtvejs i anden halvleg nappede en helt fri makedonsk kontra.

Det udnyttede holdkammeraterne til langsomt at trække fra Makedonien, der fik den danske bredde at føle. Således kom langt størstedelen af de danske angrebsspillere på scoringslisten, hvor Casper U. Mortensen gjorde sig selv til dansk topscorer med sine fem scoringer.

Dermed fik han og Danmark den bedst tænkelige start på EM, der tirsdag for dansk vedkommende har sit næste kapitel, når Østrig venter, før det torsdag gælder Tjekkiet.