Camilla Dalby på vej til ungarsk håndbold.

På mandag tørner hun sammen med Györ i Champions League.

I næste sæson kan hun trække Györ-trøjen over hovedet. Dramatisk. Javist. Men ikke desto mindre sandt.

Randers Amtsavis erfarer fra flere kilder, at den randrusianske storskytte er i tætte forhandlinger med den ungarske storklub, som på mandag kommer til Elro Arena for at spille Champions League mod Randers HK.

En kilde i international håndbold fortæller, at hun allerede skulle have været i Györ for at kigge på forholdene og forhandle om en kontrakt fra den kommende sæson.

Györ bekræfter back-jagt I Györ bekæfter klubbens manager, Lajos Kiss, desuden, at der arbejdes på at bringe en stærk højre back til klubben. Györ mister til den kommende sæson den serbiske stjerne, Andrea Lekic, og er på jagt efter nyt krudt til bagkæden.

- Andrea Lekic forlader os efter denne sæson, og jeg kan bekræfte, at vi arbejder på at hente en højre back, siger Lajos Kiss til Randers Amtsavis.

Kunne den spiller være Dalby?

- Vi kigger efter gode spillere, og Dalby er en god spiller. Men jeg kan ikke kommentere på konkréte navne, før der ligger en underskrevet aftale. Vi har to-tre mulige emner, som vi arbejder på,«siger Lajos Kiss.

Topscorer for Randers HK Dalbys mulige skifte til Györ vil være en bitter pille at sluge for Randers HK-fansene, der i forvejen må vinke farvel til Chana Masson og Siraba Dembele.

Camilla Dalby ligger nummer tre på ligaens topscorerliste med 105 mål.

Dalby er desuden Randers HK’s topscorer i Champions League med 37 mål.

Det har trods gentagne forsøg ikke været muligt at træffe Camilla Dalby for en kommentar.

Hendes kontrakt med Randers HK løber ud efter denne sæson, og hendes forhandlinger med de forsvarende danske mestre om en forlængelse brød sammen i november sidste år.