Randers møder Rantala

Norske Larvik med danske Lene Rantala på mål er blandt holdene, som Randers HKs kvinder møder i Champions League.

Der bliver brug for alle kræfter i Randers-lejren, hvis holdet skal kvalificere sig som et af de to hold til semifinalen i Champions League efter det afgørende gruppespil blandt de sidste otte hold i turneringen.

Det står klart, efter Randers HK tirsdag trak norske Larvik, ungarske Györ og Buducnost fra Montenegro som modstandere. Kampene i CL-hovedrunden afvikles i februar og marts 2013.

Mest interessant bliver duellerne med norske Larvik, der råder over et hav af norske landsholdsspillere, og hvor den danske veteran-keeper Lene Rantala stadig gør livet svært for modstanderne.

Den norske klub har også fløjen Kristina Bille i truppen, og i det hele taget bliver Champions League-hovedrunden for Randers et interessant gensyn med mange af de kvindelige håndboldprofiler, som tidligere har optrådt i danske klubber.

Blandt andre kan nævnes Bojana Popovic fra Buducnost og Györ-målmanden Kristine Lunde-Haraldsen, der begge var markante profiler hos liga-rivalerne Viborg HK, da de var toppen af poppen i Europa. 

Læs også: