Ramt af tømmermænd: Håndboldpiger ser frem til søvn

Det var nogle trætte håndboldpiger, der mandag formiddag landede i Københavns lufthavn efter, at de søndag vandt Bronze ved VM i håndbold.

Den første danske medalje i ni år blev fejret på behørig vis i den serbiske hovedstad Beograd, og det var ikke meget søvn flere af spillerene havde fået, inden turen gik hjem mod Danmark.

- Det blev ret sent, jeg har i hvert fald ikke sovet, sagde den danske højreback Louise Burgaard med et smil til bt.dk i Københavns lufthavn.

- Vi var ude at spise hele holdet, og så tog vi hjem på hotellet og fejrede det efterfølgende.

En anden af de danske piger Ann Grethe Nørgaard havde også meget tunge øjne ved den efterfølgende reception i lufthavnen mandag.

- Der var ikke meget fest i flyveren, men vi må sove når, vi kommer hjem, sagde venstrefløjen.

Hun havde alligevel overskud til at reflektere over kvindelandsholdets indsats de sidste to uger i Serbien og de brasilianske verdensmestre.

- Jeg synes, ikke vi var i nærheden af Brasilien. Hvis vi havde stået i den anden semifinale, havde det måske været noget andet. Vi tabte til de to hold, der endte over os, men vi slog også nogle gode hold på vejen. Montenegro, Tyskland og Polen, sagde Ann Grethe Nørgaard.

Alligevel overrasker det hende dog, at det endte med at være sambalandet, der løb med guldet.

- Jeg havde aldrig skudt på dem. Jeg kunne komme i tanke om mange andre før dem. Men med det spil de har vist, er det fuldt fortjent. De har også nogle gode spillere, og det vidste vi også godt. Men at de på landsholdsplan var så langt, det havde jeg ikke regnet med, sagde Ann Grethe Nørgaard.  

Læs også: